»Hvis man ikke aner, hvad en grævling er, så er det svært at være ked af, at den forsvinder« 

Mens mange af jordens plante- og dyrearter i disse år er truet af udryddelse, tager en biologistuderende i Aalborg sagen i egen hånd. Hun kæmper for at vise os alle sammen, hvad det er, vi er ved at miste.

Tekst: Linne Windfeldt Rasmussen og Anna Baastrup Rønne
Fotos: Emmeline Werner

---

---

Sofie går rundt mellem eleverne. Den lille ilder sidder trygt på hendes arm. Den er vandt til at blive nusset. ”Ikke i hovedet. Det er der ingen dyr, der kan lide.” understreger Sofie. 6.C. rører på skift den bløde pels på ilderens ryg med bagsiden af en pegefinger. ”Nååårh, hvor er den bare nuttet!” Børnene kigger længselsfuldt efter den lille ilder, da Sofie igen forlader rummet og kommer tomhændet tilbage. ”Nu skal den have lidt fred. Det er jo ret vildt for sådan en lille fyr at blive nusset af 25 kæmper. Men sig mig, hvordan tror i, at den regulerer sin kropsvarme, når temperaturerne kan svinge fra 10 minusgrader til 30 plusgrader?”

I løbet af de sidste 30 minutter har 6.C både rørt ved garvet elefanthud, studeret en udstoppet odders kropsbygning, undersøgt en levende leopardgekkos fedtdepot i halen og klappet en stor og fugtig oksefrø med store vandreserver ophobet i kroppen. 

Emnet for dagens undervisning i Aalborg Zoos skoletjeneste er ’dyrs tilpasning og forskelligheder’. Det er Sofie, der underviser. Hun er 25 år, studerer biologi på Aalborg Universitet, og så brænder hun for natur og biodiversitet. 

---

• 

• 

---

»Verden er bare rigere, når der er mange arter!«

”Skal vi sætte os her ved siden af ørkenrotterne?” Sofie har undervist tre 6.-klasser på to timer og det er hårdt arbejde at holde styr på 3 x 25 frokostsultne skolebørn. Især når der bliver sendt en kongepython rundt i mellem dem. Men Sofie er ikke træt. Tværtimod. Hun er fyldt op af energi og fortællelyst, da vi efter undervisningen sætter os ved siden af buret med de aktive ørkenrotter og spørger hende, hvorfor det er vigtigt for hende at formidle naturen til børn og unge.

”Vi møder rigtig mange både børn og voksne her i zoo, der ikke aner, hvad en grævling er, og hvis man ikke aner det, så er det altså svært at være ked af, hvis den en dag forsvinder.”

For Sofie er overbevist om, at hvis vi vil have folk til at passe på den mangfoldighed, der er i naturen i dag, så skal vi ikke bare vide, at der er noget, der hedder ’biodiversitet’, vi skal opleve på vores egen krop, hvad det er, og hvorfor det er vigtigt. For det er vigtigt, understreger Sofie.

”Vi ved så ufattelig lidt om de økosystemer, som er afgørende for vores overlevelse på jorden, og hver gang vi udrydder en dyreart eller en planteart, så får det konsekvenser, som vi ikke kan forudse, og som vi ikke kan ændre tilbage igen”

Biodiversitet

Fra græsk bios = “liv” + latin diversus = “forskelligartet”

Det vil sige mangfoldigheden af forskellige arter af levende organismer. Biodiversitet kan beskrives på flere niveauer som for eksempel genetisk diversitet eller som diversiteten af biologiske samfund eller økosystemer, men oftest bruges begrebet synonymt med artsdiversitet, det vil sige antallet af forskellige dyr, planter, svampe osv. inden for et nærmere afgrænset område. Er biodiversiteten høj, er der mange forskellige arter af organismer på det samme sted. Er biodiversiteten lav, er der få.

Kilde: netleksikon.dk

Jorden oplever i dag den største masseuddøen i 65 millioner år, og arter forsvinder 100 til 1.000 gange hurtigere end før menneskets tid. De seneste 50 år har jordens økosystemer ændret sig hurtigere end på noget andet tidspunkt i menneskets historie på grund af den måde vi lever på, og fordi vi bliver flere og flere mennesker på Jorden.

Men for Sofie handler det ikke bare om overlevelse; det handler om kvaliteten af det liv, vi lever. ”Helt egoistisk og menneskeligt, så er verden bare så meget rigere, hvis vi åbner øjnene for den forskellighed, der findes. Mennesket skulle jo nok kunne klare sig, hvis rådyr var den eneste hjorteart, men det ville være enormt meget fattigere.”

---

• 

• 

---

Vi skal begejstres og fascineres

Og det er i bund og grund det, det handler om for Sofie. At formidle den rigdom, som naturen indeholder og de fantastiske historier, som hver eneste art bærer med sig, og som har udviklet hver enkel art til noget helt unikt.

”De historier dør jo, hver gang en art dør ud.” Når man møder en oksefrø og hører om dens evne til at overleve ved at grave sig ned i jorden og gemme sig i tørketider i op til et helt år, er det svært ikke at blive bare en anelse fascineret, og så er man måske mere tilbøjelig til at have lyst til at beskytte den. ”Hvis det bare er ’en frø’, så er det jo lidt lige meget. Vi har jo masser af frøer – og denne her lever ikke engang i Danmark.”

Og selvom Sofie i dag har begejstret børnene med eksotiske dyrehistorier om leopardens prikker og flodhestens lyserøde sved og ladet dem røre ved en udstoppet snehare og en levende kongepython, så mener hun, at den danske natur i ligeså høj grad fascinerer, når først man får fortalt historierne og set dyrene eller planterne.

”Alle børn i dag har jo set mange timers BBC om vores klode, men ofte har de jo aldrig set en ræv. Så der mangler helt klart mere formidling på den helt lokale natur og det vil folk rigtig gerne have. Når vi præsenterer forskellige dyr her i Zoo, så oplever vi ofte at både børn og voksne faktisk er mere interesserede i at høre om ræve og pindsvin, end om isbjørne og løver, når de får muligheden for det.”

Sofie er ikke i tvivl om, at der er grund til at lære både børn og voksne om den danske natur og forsøge at skabe respekt og interesse omkring det, vi har og skal bevare. Eller måske endda udvikle. Og Sofie er ikke i tvivl: hvis vi skal beskytte forskelligheden i dyr og planter, skal naturen have plads.

---

• 

• 

• 

---

Mindre dommedag, mere vild natur

Mange børn og unge i dag ved, at klimaet disse år ændrer sig drastisk, og at det får betydning for vores fremtidige liv på jorden. Men det er ikke til nogen nytte at skræmme børn med dommedagshistorier om klimaforandringerne, mener Sofie. Vi skal i starte et helt andet sted. Vi skal give naturen plads og give mennesker steder, hvor de kan opleve den naturlige rigdom. ”

”Indtil i dag har man beskyttet natur ved at regulere den, men en ny tilgang er det, man på engelsk kalder ’re-wilding’: at man faktisk bare lader stå til og ser, hvad der sker. Måske sætter man lige nogle bøfler ud, fordi her plejede at gå bøfler, før vi slog dem ihjel. Dyrene får lov at dø af sig selv. Døde dyr og træer bliver liggende og kan være føde og bosted for mirkoorganismer, svamp, biller og alt det, som er så vigtige for forskellige kredsløb i naturen.”

Og her er det vigtigt, at vi får politikerne på banen. For der skal både gives masser af plads til vild natur, så vi kan sikre levesteder og mad, så dyr og planter kan etablere sig, og så skal vi sikre os, at vi beskytter alle de dyr og plantearter, som er truet af udryddelse. Her er en institution som EU, ifølge Sofie, vigtig: ”Fuglene kender jo ligesom ikke til grænser, så det dur ikke, at de i Holland beskytter for eksempel en lysbuget knortegås og den så bare bliver skudt, så snart den flyver til Danmark”.

Sofies arbejdsdag i Aalborg Zoo er færdig. Nu skal hun hjem og skrive på sit speciale, men klokken 16 skal hun af sted igen. Sammen med andre fra Danmarks Naturfredningsforenings studenterafdeling i Aalborg skal hun have en flok aalborgensiske børn ned under jorden til Nordens Minetunnel for at tælle, hvor mange vandflagermus, der ligger i dvale. For Sofie fortsætter arbejdet med for at sætte biodiversiteten på dagsordenen. 

---

---